Den lærende relation
Centralt for vores pædagogiske tilgang er at arbejde med afsæt i relationen. Den voksne part skal kunne etablere tillidsfulde og respektfulde relationer i samværet med de unge.
Vi betragter relationen mellem voksen og ung som det mikrokosmos, der udsiger noget om makrokosmos. Relationen bliver med andre ord det lille eksperimentarium, hvor den unge i samværet med den voksne kan gøre sig nye og alternative erfaringer, som kan omsættes i det "virkelige" liv.
For det pædagogiske afsæt betyder det, at den voksne part skal kunne etablere en såkaldt "lærende relation" til den unge, hvor den unge skal kunne forholde sig til den voksne, som en, der er værd at lytte til - også når de spejlinger, som fremkommer fra den voksnes side, er af mere problematisk og vurderende karakter.
På den måde betragtes relationen mellem ung og voksen som krumtappen i det pædagogiske arbejde og kvaliteten af relationen er hele det udviklingsmæssige fundament.
Troværdighed er i den forbindelse nøgleordet. Hvis den voksne ikke fremstår som en troværdig samtalepartner, vil den unge enten snakke den voksne efter munden eller på forskellig vis sabotere samtalen. Den unge vil ikke være motiveret for forandring. Sanktioner eller trusler om sanktioner skaber ikke ægte motivation men højst en adfærdsregulering, der funderes i den unges frygt eller den unge analyse af fordele og ulemper ved at gøre, som den voksne siger.
Den ægte motivations forudsætning er erfaringen med og troen på at samtalen nytter. For mange unge er denne forudsætning ikke tilstede fra begyndelsen. Tvært imod har mange unge negative erfaringer med samtaler med voksne, hvor samtaler ofte har drejet som om skæld ud eller trusler om sanktioner. Den unge skal med andre ord først socialiseres ind i en ny måde at anskue samtalen på, hvor samtalen kan være et redskab til forandring og udvikling og hvor den voksne betragtes som en hjælper og ikke en autoritet der tilretteviser og ved bedre.
Derfor er det helt afgørende, at den voksne part er tillidsskabende, som fundament for at kunne agere troværdigt i den professionelle samtale.
For at være troværdig skal den voksne altså være tillidsvækkende, gennemsigtig i sine interventioner, forudsigelig på den måde, at han gør det han lover at gøre og holder hvad han lover og være ærlig i den unges interesse. Mere overordnet skal den voksne være empatisk, det vil sige, kunne indleve sig følelsesmæssigt og intervenere med egne følelser, kunne teste de hypoteser, der opstår i mikrokosmos og undersøge, hvad disse hypoteser udsiger om den virkelighed den unge bevæger sig i og endelig kunne bevæge sig mellem det almenpsykologiske og det specifikke niveau
Det betyder blandt andet, at vi som professionelle, som udgangspunkt, ikke har andet valg, end at stole på, at det, som den unge fortæller os er sandt. Vi må stole på, at når den unge vælger at være i dialog, sker det med et ønske om forandring og udvikling. Vi opererer med andre ord ikke med antagelser om, at de unge lyver, at de unge er uærlige og ønsker at snyde, at de unge vil springe over hvor gærdet er lavest.
Det betyder, at vi ikke intervenerer med skepsis og mistillid til det den unge fortæller og at vi ikke indgår i en relation, hvor det handler om at afdække sandheder, som den unge holder skjult. Dette er "grundtonen" i den pædagogiske kontakt, hvilket betyder, at de situationer, hvor vi rent faktisk skal afdække en sandhed og derfor forholder os skeptisk til den unges forklaring skal betragtes som netop undtagelser fra den herskende pædagogiske grundtone. I en sådan situation skal værdien om gennemsigtighed og tydelig være dominerende og den unge skal orienteres om konteksten for samtalen.
Det er store krav der stilles til den professionelle. Men kvaliteten af den pædagogiske indsats er helt afhængig af den voksnes evne til at kunne navigere i præcis dette felt.
Fra regelpædagogik til aftalepædagogik
Regler er nødvendige. Og for nogle unge er de endog helt centrale styringsredskaber og holdepunkter i en kompleks hverdag. Klare regler kan skabe overskuelighed, forudsigelighed og dermed tryghed og ro.
Andre unge opfatter regler som indsnævrende og som brud på deres selvstændighed. De opfatter regler, og især regler med karakter af forbud, som intimiderende og som mangel på tillid fra pædagogernes side.
Også for disse unge er regler og forbud nødvendige – også selvom reglerne ikke skaber den tryghed og ro, som er tilfældet for andre unge. På samme tid er det vigtigt at de unge, som et element i deres behandlingsplanlægning, bevæger sig fra regelstyrede relationer til aftalestyrede relationer.
Aftalestyrede relationer fungerer imidlertid kun i lærende relationer, hvilket betyder relationer, hvor den unge respekterer den voksne.
I ikke lærende relationer bliver aftalepædagogikken værdiløs, fordi den unge ikke tillægger aftalebrud nogen betydning eller måske oven i købet ser et aftalebrud som en måde at kommunikere sin utilfredshed på.
For de unge, for hvem regler ikke er afgørende for at udvikle sig i faste og forudsigelige rammer, bør aftalepædagogikken introduceres i takt med den unges udvikling. For nogle tager det måneder – for andre tager det år. Og enkelte kommer aldrig i mål på en måde, hvor aftaler og gensidig respekt er den herskende samværsform.
Aftalepædagogik er at møde de unge i en professionel normalitet – resultatet varierer fra ung til ung. Nogle er bedre til det end andre – helt som i den "virkelige" verden.
Professionel normalitet
De unge vi har indskrevet på Smedeløkke er i varierende grad kendetegnet ved at have psykologiske og sociale problemstillinger. En del af de unge har der ud over også en psykiatrisk problematik og er i medicinsk behandling. Nogle har i perioder røget hash på en måde, hvor det giver mening om at tale om misbrug og selvmedicinering i forhold til de problemer de har. Så på mange områder er disse unge sårbare.
Et grundelement i den behandlingsmæssige pædagogiske forståelse er at vi arbejder med udvikling af de unges identitet. Mange unge er diffuse i deres selvopfattelse og er kendetegnede ved at have negative grundantagelser om sig selv: "Jeg dur ikke til noget. Jeg gennemfører ikke noget. Jeg skubber andre fra mig. Jeg er ikke værd at elske", er ikke ualmindelige grundantagelser hos disse unge.
Den negative selvopfattelse afspejles i de unges handlinger og bliver på den måde en negativ selvbekræftende spiral.
Vores opgave er at bryde den spiral.
Det gør vi helt konkret ved at give dem nye og andre positive erfaringer i de relationer vi har til dem. Jf. relationsværdier og relationsbehandling. Vi udvikler os i relationer – på godt og på ondt, forstået således, at nære relationer kan være opbyggende og nedbrydende.
Hvor de såkaldte almindelige unge som udgangspunkt må antages at være opvokset med nære opbyggende relationer er billedes for vores unge noget mere broget. Her er ofte tale om at de nære relationer af forskellige årsager ikke har evnet den opbyggende relation.
Den unge har ofte erfaring med konfliktfyldte relationer. På det emotionelle og intellektuelle område er den unge ofte ikke blevet stimuleret i en positiv retning. Resultatet er identitetsforvirring og manglende psykologiske og sociale kompetencer.
Vores opgave er at hjælpe de unge til mere positive selvbilleder og mere positive handlinger. Altså starte en positiv udviklingsspiral i retning af end så "normal" tilværelse som muligt.
Vores primære redskab i den proces er at arbejde i opbyggende relationer til de unge.
Når vi ønsker at der skal ske en "normalisering" er det tvingende nødvendigt, at vi også behandler vores unge "normalt." Relationen mellem den unge og den voksne er definitorisk asymmetrisk. Vores opgave er at skabe oplevelsen af ligeværdighed i asymmetrien. Vi skal møde de unge med størst mulig "normalitet" og i øjenhøjde.
De unge har erfaring med at blive stigmatiserede som forkerte og anderledes og de fleste unge udviser en nærmest allergisk reaktion i forhold til at blive talt ned til. Ikke blive møde med "lige værdighed." Den eneste måde de unge kan vippe asymmetrien, når de ikke bliver mødt ligeværdigt, er ved at bryde regler, sabotere ideer og tiltag fra de voksne og skabe afstand til det pædagogiske personale og alt hvad de står for. Disse unge udvikler sig på trods og uden for vores rækkevidde. Logikken er, at deres egen positive udvikling også er de voksnes og den pædagogiske linjes succes. Derfor holder de den positive udvikling de mærker skjult.
"Hver gang jeg ser pædagogen tørrer jeg smilet af og ser sur ud. Han skal ikke se at jeg er glad og faktisk har det fint. Den glæde skal han ikke have."
Navigere mellem det almene og specifikke – en pædagogisk opgave
Vi skal huske på, at selvom de unge er kendetegnede ved ovennævnte problematikker er de også på samme tid unge. Det er rigtigt vigtigt, at vi ser en del af deres problematikker som netop det – som ungeproblematikker og håndterer dem derefter.
- Unge er usikre og i tvivl
- Unge er bange for om deres projekt "mig" skal lykkes
- Unge reagerer ofte med vrede under pres og stress
- Unge er sårbare over for kritik og nederlag
- Unge står i vadestedet mellem ansvar og frihed på den ene side og behovet for hjælp og støtte til at finde retning i tilværelsen på den anden.
Vores unge deler altså de samme eksistentielle problematikker med andre unge – men samtidigt er vores unge unge med yderligere problematikker – med særlige behov. Derfor er de mere sårbare end unge er i almindelighed. En del af de problematikker og handlemønstre der udspilles, skal derfor ses som udtryk for almindelige ungeproblemer, men hvor en ekstra sårbarhed komplicerer symptombilledet.
Vi skal ikke tage fejl af at de unge vil dialogen. De unge vil kontakten til troværdige voksne. De unge vil relationen til voksne de har tillid til og stoler på.
De unge har meninger og holdninger til mange ting vedrørende dem selv – hvis vi spørger og er nysgerrige.
Men de unge er også sårbare og derfor er det meget nemt at få den unge som sin modspiller i stedet for medspiller. Hvis vi ikke har de unge som medspillere kan vi ikke hjælpe dem. Så udvikler de sig på trods og uden for vores rækkevidde. Hvis vi skal have de unge som medspillere skal vi være faste og fleksible på samme tid. Vi skal kunne bevæge os mellem regelpædagogik og aftalepædagogik alt efter situationen og den unge.
Hvis vi udelukkende navigerer efter fastlåste regelsæt, hjælper vi ikke de unge i forhold til udvikling af identitet og relationskompetence.
Ikke at navigere efter fastlåste regelsæt er ikke en opblødning af den pædagogiske ramme. Det er en nuancering og en vanskelig komplicering af den pædagogiske ramme, der kræver høj grad af professionel relationskompetence hos den voksne. Den voksnes relationskompetence, er den mur, den unge skal spillebold op ad – derfor er den voksnes evne til at være i troværdige relationer helt grundlæggende for kvaliteten af den pædagogiske praksis.
Det ungesyn vi har er ligeledes afgørende for karakteren af de relationer vi opbygger til de unge.
Ungesyn
Ungesynet eller den fremherskende diskurs definerer grundtonen i samværet med de unge.
Det er ikke ligegyldigt om vores ungesyn er:
- Unge kan ikke selv
- Unge vil snyde en
- Unge vil springe over hvor gærdet er lavest
- Unge kan ikke realistisk udtrykke egne ønske og behov i forhold til behandlingsmål
- Unge skal kontrolleres
Eller om ungesynet er:
- Unge kan selv
- Unge snyder kun, når der er en bagvedliggende logik
- Unge udvikler sig bedst i ligeværdige relationer
- Unge kan være realistisk deltagende i forhold til afdækning af behandlingsmål
- Unge kan have ejerskab til egne udviklingsmål
- Man kan stole på og lave aftaler med alle unge
Hvis vi gerne vil have at de unge skal få et mere klart og positivt selvbillede og udvikle gode relationskompetencer og på den måde bevæge sig i retning af normalitet er det vigtigt at vi, som de voksne, der omgiver dem, behandler dem med afsæt i samme normalitet.
Det vil være nyt og anderledes for de fleste unge vi arbejder med, fordi de heller ikke i deres bagland er blevet mødt med den udviklende normalitet.
Heri ligger den pædagogiske udfordring.